Turn to page 394 - en anmeldelse af Harry Potter and the Cursed Child

Harry Potter and the Cursed Child har noget til såvel nørder (undertegnede) som det generelle publikum,
men fik desværre ikke mig helt op i skyerne

Nyheden om, at der ville komme et teaterstykke ved navn Harry Potter and the Cursed Child fik ikke overraskende enorm opmærksomhed fra alle os, som blot sidder og venter på brevet fra Hogwarts. Mange var begejstrede over muligheden for at vende tilbage til universet, om end bekymrede røster spurgte, om manuskriptet kunne leve op til romanernes standard, eller om der ligefrem var tale om et forsøg på at vride lidt flere penge ud af en af verdens største fangrupper. Personligt kan jeg ikke fordrage epilogen i Deathly Hallows, skønt jeg sætter pris på, at Harry Potter-serien i det mindste fik lov at slutte lykkeligt i modsætning til tidens tendenser i The Hunger Games, Divergent, Game of Thrones og de andre hits. Ikke at der er det fjerneste galt i disse, men en afsmitning derfra i form af en Red Wedding-seance om bord på Hogwarts-Ekspressen eller lignende var noget, jeg – for nu at sætte det på spidsen – var bange for og ville anse for at være et brud med seriens overordnede tema. Manuskriptet udkom jo, uanset min skepsis, og reaktionerne blandt nettets Potterheads har været meget delte. Mens nogle har udnævnt The Cursed Child til at være glorificeret fan fiction, har andre jublet over fortællingen og muligheden for at møde persongalleriet igen. Hvad jeg tænker, kan du læse nedenfor over et glad krus butterbeer.

Plottet kører lige på og hårdt fra den allerede omtalte epilog, hvor Albus Severus Potter skal begynde på Hogwarts. Initialerne peger i Rowlings stil med navne allerede i en bestemt retning, og Albus må kæmpe både med sig selv og andres forventninger, mens han prøver på at leve op til sin far og redde verden. Meget mere vil jeg ikke afsløre her, blot at tidsrejser spiller en væsentlig rolle – ikke det mest originale, og plottet virker til tider ret tyndt, men vi får sat en fortælling med drama og konflikter i gang. Rowlings sans for plot twists er stadig til stede, og undervejs fik jeg både smilet og sendt hjertet op i halsen. En del læsere har udtryk frustration over, at læseoplevelsen ikke føles helt rigtig, da vi jo kun får replikker og sceneinstrukser, mens hovedpersonens tanker, beskrivelser af omgivelserne og alt det andet, som skabte stemningen, ikke er til stede; måske er det fordi, jeg er vant til Shakespeare og Marlowe (og i øvrigt har en særdeles livlig fantasi), men jeg havde ingen problemer med at forestille mig scenerne.

Bortset fra stemningen er noget af det, flest læsere elsker ved universet, de forskellige personer. En årsag til, at jeg ikke bryder mig om den gamle epilog, er, at figurerne for mig bør blive ved med at være rebelske teenagere til evig tid og ikke stå med midtvejskrise, slikforbud og omlagte lån. Voksne Harry Potter fungerer dog godt og nok også bedre, end jeg havde troet. Han har stadig sin usikkerhed og den vrede, som filmene ofte prøvede på at nedtone. Modet er heller ikke væk, og derfor fremstår han stadig som den uperfekte helt, som er så nem at identificere sig med. Hermione, som selvfølgelig altid har været den voksne i trioen, er endnu mere genkendelig og har som altid både vid og bid – og måske en smule mere selvtillid. Sammen med Dracos søn Scorpius Malfoy har hun nok fået stykkets bedste replikker, og netop de to personer tager kegler i mange scener.
Til gengæld var jeg virkeligt skuffet over Ron. I den oprindelige serie funderede såvel læseren som den yngste Weasley-dreng selv til tider over, hvad hans funktion egentligt er, ind til han endeligt fandt sig selv mod slutningen. Her er Ron dog reduceret totalt til comic relief og vælter irriterende rundt, hvilket virker som et enormt skridt tilbage for figuren. Scenen på Hogwarts, hvor de gamle favoritter er blevet tilkaldt af Headmistress McGonagall (yay!), fordi deres børn til ingens overraskelse er kommet i problemer, bliver decideret tåkrummende, da Ron kommer flyvende ud af kaminen med sovs på skjorten, fordi han havde rundet køkkenet undervejs, selv om situationen er alvorlig. Helt ærligt. Eller som min yndige hustru (og fellow Ravenclaw) sagde, så ville Ron nok være the token black guy, hvis dette var en dårlig Hollywood-film. Fo’ shizzle. Rollen som Harrys kampfælle overtages af en anden, og uden at ville afsløre hvem, føles det som et forsøg på at opfylde en fantasi fra diverse fans og er nok et af de elementer, som har draget sammenligninger med fan fiction. At mørke troldmænd bruger Voldemorts navn i flæng og at Hermione ikke kan genkende brugen af Polyjuice Potion skurrer også i ørerne, men som helhed virker The Cursed Child som noget, der passer ganske fint ind i det kendte univers.

Den samlede dom er således, at min store frygt for, at The Cursed Child ville ødelægge universet, ikke gik i opfyldelse. På den anden side sad jeg ikke tilbage med en følelse af, at manuskriptet for alvor bidrog med noget, og derfor kan jeg ikke tildele mere end tre og en halv chokoladefrøer ud af seks mulige. Til min store overraskelse fik jeg dog lyst til at se stykket i London, da Dementorer blandt publikum, troldmandsdueller på scenen og hele oplevelsen af at sidde blandt ligesindede uden tvivl vil gå lige i følelserne. Der er ikke andet at gøre end at krydse fingre for, at man en dag er blandt the Friday Forty og aldrig kommer i slåskamp med heksen med salgsvognen på Hogwarts-Ekspressen…

For de fantasyglade: Se også analyseguiden til genren her: http://denakademiskeproletar.blogspot.dk/2016/12/how-to-analyse-fantasy-genre.html