Let The Past Die. Kill It If You Have To. Engelsk og AT 2018

Reklamebranchen har altid handlet om at udfordre det gængse for at fange vores opmærksomhed.
Det gør litteraturen og resten af populærkulturen også.

Det næstsidste AT nogensinde er over os, og som så ofte set før er emnet bredt. Meget af årets tema om ”Alternativer – ideer til forandring og fornyelse” ligger glimrende i tråd med det seneste årtis modeord som disruption, hyperkompleksitet, omstillingsparathed og nok så meget andet. Ved første øjekast vil de oplagte emner ofte været noget som teknologiske landvinger og voldsomme politiske forandringer; men som altid vil jeg her plædere for mere fiktion og nogle lidt skæve vinkler, mens det hele nok bærer præg af min fagkombination (historie som hovedfag) og alvorligt nørdede tendenser. Here we go…

Ingen AT i engelsk uden The Hunger Games: Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Få ting dækker så mange af Klafkis epokale nøgleproblemer (spørg din lærer, hvis du aldrig har hørt om dem) som The Hunger Games, og som værk er både film og bog udtryk for en mængde alternativer. Som dystopi er der tale om et skræmmende alternativ til vores verden, Katniss Everdeen er på mange måder et alternativ til opfattelsen af kønsroller og heltetyper, og på udgivelsestidspunktet var hun i hvert fald et kærkomment alternativ til andre kvindelige hovedpersoner, som utrøsteligt satte sig apatisk i hjørnet, hvis kæresten gik. På et lidt mere metaagtigt plan blev det gennembruddet for Jennifer Lawrence, som sørger for ikke altid at leve op til normerne for kvindelige Hollywood-stjerner. Endeligt stiller seriens oprørsbevægelse i District 13 og især President Coin os over for et interessant spørgsmål: Hvor alternativt er alternativet egentligt, og får i reel fornyelse ud af et magtskifte? Dette fører os videre til en anden tendens i nutidens populærkultur.

Ned med det gamle! Fiktion – især den gode af slagsen – er oftest en afspejling af noget velkendt fra vores eget samfund, og lige som der er politiske bevægelser, som vil alt andet end status quo, fordi det åbenbart må være en forbedring, ser vi også dette i opdigtede fortællinger. Interessant nok kan den revolutionære, der bare vil ændre alt ved den etablerede orden, være såvel helt som skurk. Tris i Divergent vil afskaffe det noget nær kastebaserede samfund, hun lever i, til fordel for de omstillingsparate, udstødte og generelt mindre elitære, lige som hun selv ønsker at være et alternativ til såvel samfundet som sin egen familie. I den helt anden retning stammer citatet fra dette indlægs overskrift fra vores alle sammens Darth Emo, Kylo Ren, i de nye Star Wars-film, som er klar til at dræbe alt og alle, så længe det bare kan føre til noget nyt. Spøjst nok kæmper både filmens producere og den heroiske Resistance for at vende tilbage til en idé om noget tidligere, hvor alting bare fungerede. Her er forandringen at vende tilbage til en tryggere tid, og når verden er i kaos, er det jo ikke helt uforståeligt. Star Wars-renæssancen kan i øvrigt også ses på gaden til amerikanske demonstrationer mod styret, hvor fiktionen bliver en form for alternativt samlingspunkt.

Nye elementer i politik: Vi kommer ikke uden om Trump som et af de store alternativer. Det gælder selvfølgelig i hele retorikken, hvor diplomati om potentiel atomkrig pludseligt kan føres på twitter gennem en sammenligning af størrelsen på ens affyringsknapper, men også i ønsket om at ændre samfundet radikalt, lidt i stil med sidste afsnit. I et interview fra 2014 er Trump citeret for at have sagt “You know what solves it?” Trump said of America’s alleged troubles during a 2014 interview. “When the economy crashes, when the country goes to total hell and everything is a disaster. Then you’ll have a [chuckles], you know, you’ll have riots to go back to where we used to be when we were great.” Steve Bannon, Trumps tidligere øverste rådgiver, skulle efter sigende også have udtalt ” I’m a Leninist. Lenin wanted to destroy the state, and that’s my goal, too. I want to bring everything crashing down, and destroy all of today’s establishment.” På den modsatte fløj har transkønnede politikere som Danica Roem rykket ved opfattelserne af, hvilken identitet man kan have som politiker, mens sports sammenhæng med politik kunne ses ved de rasende diskussioner, knælende NFL-spillere har affødt i forbindelse med spørgsmålene om nationalisme og politibrutalitet. Twitter har også givet skuespillere som Alyssa Milano og Mark Ruffalo en platform, hvor deres budskaber kan nå ud til millioner af tilhængere og modstandere. Det politiske landskab er hastigt og voldsomt under forandring, og det er værd at kigge på.

Alternativ ”levende” underholdning: Tilbage til den trygge nostalgibølge i fiktionen: Nu afdøde Michael Crichton skabte to ting, som nu er blevet kæmpesucceser: Romanen Jurassic Park, hvor filmene stadig skovler penge ind, og filmen Westworld, der blev i skikkelse af en noget nyere serie er blevet et hit hos såvel publikum som anmeldere. Begge stiller spændende spørgsmål om, hvad mennesket egentligt kan tillade sig, og hvad liv er. Hvad sker der, når den almindelige underholdning ikke er nok, og vi begynder at bruge liv som alternativ? Mit hovedformål med dette afsnit er dog at påpege, at sidste år virkede kombinationen af engelsk og naturvidenskabelige fag exceptionelt godt: Den naturvidenskabelige metode blev brugt til at forstærke en kritisk analyse af et budskab (f.eks. katastrofefilm eller debatten om olieboringer i nationalparker) ved at undersøge, om argumenterne holdt. Det bør absolut afprøves igen.

Nye fortælle- og medieformer: Måden, vi formidler på, er også blevet forandret på det seneste og bliver ved med at blive det. YouTube-stjerner viser, at man sagtens kan blive kendt på og rig af at rende rundt og prikke til en død mand i en japansk selvmordsskov eller lignende tåbeligheder, og at man ikke behøver have en uddannelse eller et stort produktionsselskab bag sig for at blive til noget stort. Postmoderne gendigtninger som Pride and Prejudice and Zombies, Alice in Brexitland og William Shakespeare’s Star Wars: Verily, A New Hope leverer alternative fortolkninger af diverse klassikere af mere eller mindre obskure årsager, hvilket naturligvis er en diskussion værd. Endvidere har streamings bragende succes gjort, at vi ikke længere nærstuderer programmet eller TV-avisen for at finde ud af, hvad vi kan se i aften, men derimod kan vælge mellem et eller andet udvalg på den platform, vi nu foretrækker. Men hvad betyder det egentligt for vores hjerner, at alting er on-demand, og hvor meget kultur går vi glip af, fordi det ikke ligger på Netflix?
De fleste forslag i dette indlæg handler om nogle højaktuelle problemstillinger, men det at ændre kulturen er jo på absolut ingen måder noget nyt. Grunge var et modsvar til lalleglad og poleret hair metal, Siegfried Sassoon og Wilfred Owen tog et opgør med de traditionelle måder at fremstille krig på, Charles Dickens, Robert Louis Stevenson, Lewis Carroll og Bram Stoker forsøgte at vise en anden side af Victoria-tidens facade, og Carpe Diem-digterne prøvede at levere et alternativ til det puritanske livssyn. Hvert af disse ville være oplagte at studere sammen med historie, og når de er klassikere, har vi måske allerede lidt et svar på årets AT-formulerings krævede spørgsmål om, hvorvidt alternativet til det eksisterende førte til varige konsekvenser.

Husk: Vi er ved vejs ende, og derfor vil jeg blot minde om, at engelsk er skønt at have med, så længe man husker at foretage noget analyse, og det handler om den engelsksprogede verdens kultur. Du har ikke brugt engelsks metoder, blot fordi du har læst noget på engelsk, og hvis du skal i gang med at reflektere over fag- og metodevalg er det en god idé at spørge dig selv: Kunne du have løst din problemformulering ved at udskifte engelsk med dansk?

Good huntin’, yinz.