torsdag den 7. juli 2016

Begynderguide til SAS Eurobonus – mest Ekstrapoint




Lad det være sagt med det samme: SAS er blevet kritiseret for at være for dyre og for at have et for lavt serviceniveau sammenlignet med andre af de klassiske selskaber, især når det gælder drikkevarer på langdistanceflyvninger. Ikke desto mindre har de efterhånden fået rigtigt gode kampagner, især til USA, og det at man ikke behøver mellemlande i London, Amsterdam, Frankfurt eller lignende skærer i rejsetiden. Fra en dansk synsvinkel har SAS nok også i Eurobonus det bedste bonusprogram, som du med lidt snilde kan bruge til at optjene point nok til en rejse uden nødvendigvis at gøre andet end det, du allerede gør i forvejen. Husk at mange bække små giver en stor å og vær forberedt på, at det nok tager noget tid at skrabe point sammen til drømmerejsen. I det mindste plejer det at tage ca. fem år, før ens point udløber, hvilket er markant bedre end hos f.eks. KLM og Air Frances Flying Blue, hvor pointene kun gælder i halvandet år.
Pointprisen for en returbillet på economy med SAS er som det billigste 10000 for indenrigs, 20000 i Norden (inkl. bl.a. Estland og Polen), 30000 i resten af Europa og 60000 til USA eller Asien. Ved siden af dette skal du selv betale skatter og afgifter. Disse svinger, men kan eksempelvis være ca. 600 kr. til og fra Chicago. Yderligere et par eksempler gives i slutningen af dette indlæg. De nævnte pointpriser er de billigste og ikke mange i antal på afgangene, mens der er flere i kategorien ”Best Availability,” som dog koster det ca. dobbelte i point. Brændstofafgift er desuden ikke med i pointprisen, hvis du bruger pointene på en rejse med et andet Star Alliance-selskab, men hvis du booker bonusrejse med SAS, skal du ikke betale separat for brændstof. Det skal du f.eks. hos British Airways.
Selvfølgelig tjener man Eurobonuspoint på flyvninger med SAS (færre med andre Star Alliance-medlemmer og desværre slet ingen med SAS Charter), men medmindre man virkeligt flyver tit eller på en højere klasse, er pointoptjeningen på dette ret begrænset. Derfor er denne guide ikke som sådan skrevet til frequent flyers eller med fokus på at opnå højere status hos SAS, men primært til ”helt almindelige” folk, som højst rejser på ferie et par gange om året og ikke rigtigt er inde i bonusprogrammernes muligheder. Nok snak, lad os se at komme i gang med optjeningen!

Partnere

Partneraftaler er jo meget snævre, hvorfor jeg blot nævner nogle af de største og forhåbentligt mest relevante for dig. Flere af disse kan hver give 5000 point, som er det samme antal, du ville få for ti returrejser på economy til Stockholm. Den undrer jeg mig over.
Nykredit: BoligBank og Private Banking-kunder kan uden videre optjene 3-5000 point årligt i loyalitetsbonus og desuden få et Master- eller VISA-kort, som giver 10 point pr. 100 kr., du bruger. Dette gælder også ved kontanthævning. Nye kunder i Nykredit modtager desuden 3-5000 point i velkomstbonus.
Codan: Kunder med hus-, indbo-, ulykkes- eller bilforsikring hos Codan får ét point for hver krone, de køber forsikringer for online. For hele familien burde det således give adskillige tusind ekstrapoint.
Callme: 500 point i engangsbonus for at oprette sig som kunde og et optjent point pr. krone, man bruger på abonnement og afdrag på ny mobiltelefon. Flere abonnementer kan samles under det samme Eurobonusnummer.
Aviser: Nye kunder kan få Berlingske i tre måneder og 5000 point oveni for 747 kr. BT har et lignende tilbud, bare med 3000 point i bonus og til 597 kr. for perioden. Står man og mangler de sidste point til drømmerejsen, er dette faktisk billigere end at købe pointene, da dette ville koste 25 Euro pr. 1000. Husk at framelde avisen igen, hvis du ikke vil have fast abonnement!
Biludlejning: Hertz, AVIS, Budget og Sixt giver normalt 500-1000 point pr. udlejning (ikke pr. dag, desværre), hvilket ikke er alverden. Som medlem af Eurobonus får du dog flere fordele, f.eks. rabatkoder, direkte adgang til højere status mm. Fordelene veksler, så følg linket nedenfor.
Hoteller: Hvis man har bestilt gennem firmaets hjemmeside, kan man få 5-600 point pr. nat hos Best Western, Scandic, Radisson Blu og flere andre. Sammenlignet med loyalitetsprogrammer som hotellernes egne eller samarbejdet mellem f.eks. Rocketmiles og Norwegian, er dette dog i den fesne ende af optjeningsskalaen.
Et lille tip til offentligt ansatte på rejse: Flere af hotellerne, som staten har indgået aftale med, er fra Scandic, Best Western eller lignende og kan stadig give point, selv om det er til statens nedsatte takst.
Nyt om hoteller: SAS har indgået et samarbejde med portalen hotels.com, hvor man gennem følgende link ( https://hotels.flysas.com/?intlid=SEARCHRESULTS+%3A%3A+header_main_section ) kan optjene 600 point pr. ophold - uanset hvor mange nætter det er. Det udvider naturligvis muligheden for at skrabe lidt flere point til sig, men det stacker desværre ikke med hotels.com's eget Rewards-program, som giver en gratis overnatning for hver tiende nat, man booker gennem dem.
Diverse andre partnere: Listen over partnere er for lang til at gennemgå det hele i detaljer, så hvis barnet skal have lektiehjælp, nogen skal have en taxa hjem fra byen, du skal have en synskorrigerende operation eller noget helt fjerde er aktuelt, så se hele listen og læs mere her: https://www.sas.dk/eurobonus/partner-index-earn/

Onlineshopping

Lidt færre point end ved partnerne, men langt flere optjeningsmuligheder, finder vi gennem portalen https://onlineshopping.flysas.com/ - denne giver adgang til optjening hos en lang række onlineforretninger som Lekmer, Euroflorist, CDON, Apple, Whiteaway, Horze, Wupti, Smartbox, Zooplus, Disneyland Paris, en mængde tøj- og skoforhandlere og bunkevis af andre. Pointoptjeningen er meget forskellig fra den ene butik til den anden, men ligger ofte mellem 10 og 50 point pr. 100 kr. Moms og fragt får man ikke point for, og der går alt fra en dag til tre måneder efter handlen, før pointene står på ens konto; der er nu alligevel meget at hente her, da  mange af de tilknyttede butikker er blandt de største på markedet. Butiksudvalget svinger til tider, f.eks. har både Euroflorist og Saxo været skiftevis inde og ude af samarbejdet, og nogle gange bliver nye forretninger tilknyttet. Hold øje med midlertidige promotions med højere pointoptjening.
Husk at du kun kan få point ved at gå ind på shoppingsiden gennem portalen eller ved at installere et plugin ved navn SAS Eurobonus Finder i din browser. Sidstnævnte skal nok gøre dig opmærksom på, hvis du er på en hjemmeside med mulighed for pointoptjening.
Portalen giver også adgang til samarbejdet i de andre nordiske lande, hvilket jeg ikke har sat mig ret grundigt ind i, hvad besparelser eller bedre optjening angår. Den finske omfatter som den eneste heavy-forhandleren EMP, for de er bare lidt mere metal end alle andre deroppe.
En lille advarsel: Jeg har en mistanke om, at AdBlock kan forstyrre kommunikationen mellem portalen og de enkelte forretninger og dermed forhindre pointoptjening. Efterfølgende opkrævning af manglende point er ret besværligt, så slå for en sikkerheds skyld din adblocker fra, før du åbner portalen.
Endeligt skal det nævnes, at hjemmesiden har ændret sig til det værre, sidst jeg skrev ovenstående første gang. Det virker til, at jeg flere gange er gået glip af point, og hvis jeg rykker for dem, kan SAS ikke finde nogen kommunikation mellem min profil og butikken. Ærgerligt.

Fysiske butikker

Et lidt kringlet, men ganske effektivt system, hvor man ofte optjener et point pr. brugt krone. Eurobonus har indgået et samarbejde med en lang række forretninger, hvor pointene efter få dage suser ind på ens konto. Når man skal betale, indsætter man sit medlemskort i betalingsautomaten (ikke Eurobonus-MasterCard, hvis du har det!), får en meddelelse om, at købet er afvist, og betaler derefter på normal vis. Det føles sært, men virker faktisk. Samarbejdspartnerne er især restauranter og barer i hovedstadsområdet, hvoraf ikke så få også tager Forbrugsforeningskort med gode procenter, hvis du virkeligt er på bonusjagt. For alle os i provinsen er der dog også muligheder, f.eks. ved undervognsbehandling hos Dinitrol eller besøg på café-kæden Vivaldi. Se hele listen her, eller hent SAS-appen til mobilen og spot på kortet, hvor de nærmeste optjeningsmuligheder er: https://eurobonus.loyaltechnology.dk/?page=shops 

Deals

De fleste kender nok til Spotdeal, Sweetdeal og de andre sider, som har midlertidige tilbud på diverse luksusgoder, ofte med en (i hvert fald påstået) rabat på op til 50%. Eurobonus +Deal (https://www.eurobonusplusdeal.dk/ ) er SAS-versionen af dette, hvor nye tilbud normalt dukker op hver torsdag og gælder i 14 dage. Det er ofte vin, bluetooth-højttalere, restaurantbesøg i København, høretelefoner, tøj i den pænere afdeling, kufferter, mærkevarekøkkengrej og lignende. Et par gange om året er danske slotsophold, solbriller fra Ray-Ban og cykler faste gæster. Pointoptjeningen her er et point pr. krone, som sættes ind på din Eurobonuskonto en måned efter købet. Du tjener dog hverken point på fragtomkostninger (levering er sjældent gratis, men er det ofte på blandede vinkasser) eller weekendtillæg ved hotelophold. En enkelt gang har jeg været ude for, at der blev opkrævet dobbeltpris på levering af to ens sengesæt, selv om de ankom i samme lille pakke, og pludselig var tilbuddet ikke helt så godt længere. Der opkræves også kreditkortgebyr, dog kun 1,39 (eller noget i den stil) ved brug af Dankort, mens det er ca. 1% ved brug af MasterCard eller lignende. Det er ærgerligt, når vi kigger på kort i næste afsnit.
En underafdeling af +Deal er deres aftale med en række restauranter i København og Aarhus. Dette samarbejde giver 33% rabat på en fast menu (dog ikke på drikkevarer) samme dag (og kun der!), hvis der fortsat er ledige pladser. Dette er dog den primære fordel, da der blot gives 100 bonuspoint pr. ordre.

Betalingskort

De virkeligt meget velinformerede og dygtige folk hos insideflyer.dk har allerede lavet en kreditkortsoversigt her (Norwegians kort er rigtigt godt og er med rejseforsikring) https://insideflyer.dk/danmark-stadig-kreditkort-uland/ - her kan du se fordelene ved et SAS MasterCard. Dog kan jeg tilføje, at kortet kostet knapt 150 kr. det første år og 295 derefter. Da der i Danmark desværre tit kommer gebyr på brug af VISA uden Dankort og MasterCard (også hos +Deal, som nævnt ovenfor), vil den ekstraudgift hurtigt æde den opsparing, du får ud af at bruge kortet. I det mindste er dette gebyr sjældent på ved brug i udlandet, på restauranter eller i mange forretninger online (også mange af dem, du kan få adgang til gennem portalen nævnt ovenfor), så der er absolut muligheder for pointoptjening her. Kortet giver også en vis købsforsikring eller ulykkesforsikring under rejser, hvis man bruger det ved betaling. Nogen egentlig rejseforsikring er der dog ikke tale om.
Normalt får man 1000 point i præmie for at have brugt kortet tre gange inden for de første 30 dage, og et par gange om året kører SAS en kampagne, hvor pointantallet stiger til 4000 eller 10000 for fem køb inden for 30 dage. Hold godt øje med de tilbud. Andre gange får man dobbelt eller tredobbelt point for at bruge det i en weekend, hvilket ikke er helt dumt, når julegaverne skal købes.
Et lille minus: Hvis du bruger kortet i en ikke-europæisk valuta, kommer der et ekstra gebyr på 0,5% oveni.
For en god ordens skyld bør SAS Travel Cash også nævnes, da det er gratis og simpelt kobles med ens Eurobonusmedlemskort. Måden, det fungerer på, er dog ret bureaukratisk. Man skal overføre penge fra ens egen bankkonto til Travel Cash, og da der ikke er kredit, kan man ikke bruge mere end det, der står på kontoen. De par gange, jeg har prøvet at overføre, har det desuden taget en bankdag, før det var klaret. Ønsker man at bruge en anden valuta end danske kroner, skal man veksle inde på ens Travel Cash-side, og den kurs plejer ikke at være favorabel sammenlignet med den, ens egen bank normalt tilbyder. Du optjener lidt ekstrapoint, 5 pr. 100 kr. ved brug i Danmark og 10 pr. 100 kr. i udlandet; andre fordele er der ikke, og du skal stadig ofte betale gebyr ved brug i danske butikker, da kortet tæller som MasterCard lige der, selv om det egentligt er et debitcard. Hvis du har overført for mange penge til kortet, koster det et gebyr på 75 at overføre tilbage til en almindelig bankkonto. Travel Cash er sikkert fint, hvis man vil være sikker på max. at bruge et bestemt beløb, men jeg kan vist ikke sige noget pænere om det, end at det er gratis.

Familiekonto

I skrivende stund (juli 2016) er det ikke muligt at oprette en familiekonto, da et nyt koncept skal rulles ud. I det gamle system fungerede det sådan, at man i familien havde hver sin konto, hvoraf en var den primære, som alle andres optjente point blev overført til en gang om måneden. Det gjaldt dog kun for point optjent efter, man fik oprettet familiekontoen; point optjent inden blev stående på hver sin konto, og det koster faktisk penge at overføre point fra en konto til en anden. Der er uvished om, hvad det nye system kommer til at indeholde, men hvis det minder om det gamle, så få familiekontoen oprettet. På den måde er det unægtelig hurtigere at tjene point nok til, at i hvert fald den ene kan rejse næsten gratis.

Brug point på andet end flyvning

Hvad nu hvis du opgiver at samle point til drømmerejsen undervejs, eller dine point er tæt på at udløbe – har hele opsparingen så været ligegyldig? Som du nok kan regne ud, er der meget andet at bruge point på. F.eks. kan de anvendes til at booke hotelovernatninger eller leje en bil, selv om begge dele koster mange point sammenlignet med, hvor meget de kan give på en bonusrejse. På +Deal kan du (del)betale med point (1000 point er ca. 30 kr. værd) og stadig optjene point på den del, du evt. skal betale kontant. Under ”Best Availability”-bonusrejserne kan du også delbetale med point, men som tidligere nævnt er pointene ikke meget værd, når man booker på den måde. På flyvninger med SAS kan du også bruge pointene på at handle toldfrit eller betale for mad og drikke, hvor f.eks. en flaske vand eller en dåse sodavand koster 600 point, mens øl og vin er i lejet 1100-2000 point. Intet af dette lyder af så meget, men under alle omstændigheder er Eurobonuspoint en måde at spare nogle penge på, uanset om man når de 60000 point til USA eller Asien eller ej. Desuden har SAS for nyligt indført et nyt system, hvor man kan bruge sine point på at byde på en opgradering (pointene returneres, hvis det ikke lykkes), om end dette pointmæssigt ser ud til at være en dyr løsning.
På et tidspunkt var 5000 point ved at udløbe på min hustrus konto, og eftersom det ville koste ca. 200 kr. at overføre dem til den primære konto og forlænge deres gyldighed, valgte vi at bruge dem på noget andet. Da vi skulle flyve tidligt om morgenen, brugte vi dem alle på at købe loungeadgang i Kastrup i forbindelse med indcheckning på SAS’ hjemmeside. Problemfrit, og da der var en pæn morgenbuffet og gode møbler i loungen, slap vi for at bruge en mindre formue på morgenmad andetsteds i lufthavnen. Hanerne med øl og vin så i øvrigt ud til at være åbne også om morgenen, hvis man er til den slags.

Afrunding og et par eksempler

På min Eurobonusside kan jeg se, at jeg først opdagede +Deal i slutningen af 2013, og point for onlineshopping faldt jeg over ved et tilfælde i sensommeren 2014. Siden da er det gået rigtigt stærkt med pointoptjeningen, endda uden at være kunde hos nogen af partnerne nævnt ovenfor. Mens jeg inden for de sidste 12 måneder har fået 4650 point for ti korte flyvninger med SAS og et par med andre Star Alliance-selskaber, hedder tallet over 22000 for brug af +Deal og onlineshopping, skønt det ikke føles som om, jeg har købt noget ud over det sædvanlige til en husstand, hvor vi kun er to.
I praksis har jeg på nuværende tidspunkt blot købt to bonusrejser, og besparelsen har været til at føle på. En returbillet til Tallinn, som stod til 1734 kr., blev som bonusbillet til en pris på 20000 point + 231 kr. i skatter og afgifter, og prisdifferencen var stor nok til at betale for to overnatninger på et pænt hotel. I en mere uheldig situation var jeg nødt til at købe en enkeltbillet til Helsinki i allersidste øjeblik, hvilket ville have kostet mig i omegnen af  vanvittige 16-1700 kr. Alle og enhver ved åbenlyst godt, hvad desperate kunder vil give, men da jeg ikke dengang samlede sammen til en større rejse, endte prisen for den tur som bonusrejse med at blive 12000 point, som alligevel stod på kontoen, og ca. 150 kr. i skatter og afgifter. Det var stadig en ærgerligt høj pris at betale, men trods alt nemmere at sluge, end hvis det hele havde været i kontanter.


Eurobonus er en jungle, som forhåbentligt er lidt lettere at navigere i efter at have læst dette, og for en god ordens skyld må jeg hellere tilføje, at jeg ikke er på lønningslisten hos SAS. Hvis noget er uklart eller skal uddybes, må I sige til, og ellers er der ikke andet tilbage end at ønske god jagt på bonuspointene og happy travels, når I kommer dertil. Tilmelding til Eurobonus kan ske lige her: http://www.sas.dk/misc_container_page/service_links_container/opret-konto/

Se også min anmeldelse af det gratis VISA-kort hos konkurrenten Norwegian og lidt om deres bonusprogram her